Hvad kan du gøre som pårørende?
Du behøver ikke være ekspert i medicin og udtrapning for at kunne virke som en støtte. Det vigtigste for den, der trapper ud er at føle sig hørt, og at du som pårørende anerkender, at der er tale om symptomer forårsaget af medicinen.
Du kan hjælpe ved at stå fast
Det er ikke din opgave som pårørende at få symptomerne til at forsvinde. Hjernen på den, der trapper ud, er i alarmberedskab og kan ikke berolige sig selv. Men du kan være den klippe, der kan stå fast og hjælpe med at bevare troen på, at symptomerne ikke er et udtryk for en permanent tilstand.
Hjernens helingsproces
De svære symptomer er udelukkende et udtryk for hjernens helingsproces, som kan være meget ubehagelig. Denne viden kan hjælpe med at vende symptomerne til noget positivt. En udtrapning er ikke farlig, hvis man følger en veltilrettelagt udtrapningsplan.
Du kan som pårørende også hjælpe med at få øje på de små fremskridt, der heldigvis altid er til stede. For det kan være svært at se de små lyspunkter, hvis symptomerne bliver for overvældende og helingen trækker ud. Hjælp med at normalisere dagligdagen, så den kommer tættere på et velkendt og almindeligt liv. Det vil kunne starte en positiv spiral.
Hvor lang tid tager det?
Det er individuelt, hvor længe symptomerne står på. Det handler ikke om, at medicinen skal være ude af kroppen, og at den ikke længere kan måles i en blodprøve.
Det handler hovedsageligt om, at hjernen skal bruge tid til at hele op igen efter den kemiske ubalance, som medicinen har skabt i hjernen og i nervesystemet.
Og det tager den tid, det tager. Det kan ikke forceres. Og slet ikke med anden medicin, som kan skabe en ny ubalance eller afhængighed. Tålmodighed og accept er nøgleordene for både den pårørende og for den, der trapper ud.
Få støtte
Hvis du som pårørende har brug for støtte og vejledning undervejs, er du meget velkommen til at kontakte os på 70 26 25 10 eller info@smr dk