I 2018 udgav det anerkendte medicinske tidsskrift BMJ en opsigtsvækkende undersøgelse. Forskere havde sat sig for at teste, om brug af faldskærm reducerer risikoen for død ved udspring fra flyvemaskine. Altså, var faldskærmen overhovedet nødvendig ved faldskærmsudspring?
Metoden var simpel: De sammenlignede to grupper – én med og én uden faldskærm – og opgjorde, hvor mange der døde eller kom alvorligt til skade. Resultaterne viste ingen signifikant forskel. Studiet konkluderede, at faldskærme ikke havde nogen beskyttende effekt.
Der var dog én detalje, som først blev tydelig, når man læste studiets metodeafsnit. Alle forsøgsdeltagere var sprunget fra fly, der stod stille på jorden, med en gennemsnitshøjde på 0,6 meter. Og som forskerne selv skrev, bør man »udvise forsigtighed, når resultaterne overføres til spring fra højere højder – f.eks. de 9.000 meter, fly typisk flyver i«.
Historien er sjov, men forskerne bag udstiller et rigtigt problem: Når man kommer til at konkludere på baggrund af virkelighedsfjerne data, får man virkelighedsfjerne resultater.
Og præcis det mønster har vi i en international forskergruppe afdækket i en nylig undersøgelse af den antidepressive medicin, som en halv million danskere tager hver dag.
Sidste år udkom nemlig en stor analyse, som konkluderede, at abstinenser ved antidepressiva angiveligt er sjældne og milde. Kun 14 pct. får symptomer, når de stopper med medicinen, og kun 2 pct. får svære symptomer. Et lettelsens suk kunne høres blandt landets psykiatere. Det var en slags videnskabelig blåstempling af det, mange allerede troede på: at lægemiddelafhængighed ved antidepressiv medicin ikke er noget større problem.
Vi har nu gransket analysen, og resultaterne i vores opfølgende studie er klare: Analysen bygger på upålidelige data. Det er ikke kun et spørgsmål om fortolkning eller faglig uenighed. Det er et spørgsmål om regulær videnskabsteori – om, hvordan psykiatri som fag ofte har svært ved at skelne mellem overflade og substans.
Den store analyse med det opsigtsvækkende resultat nåede hele vejen til Lægehåndbogen i Danmark og har givetvis haft reelle konsekvenser for patienterne. Men inden vi når til den del af det, så lad os først se på, hvor det gik galt.
Når en forskergruppe genanalyserer en anden gruppes arbejde, begynder man ikke med konklusionen – men med metodeafsnittet. Hvordan blev data indsamlet? Hvilke definitioner blev brugt? Hvordan blev forsøgspersonerne udvalgt, og repræsenterer de virkelighedens patienter på medicinen? Havde man målt abstinenserne systematisk? Holdt de statistiske analyser vand?
I Henssler-analysen var der 62 individuelle studier, og vi gennemgik dem alle. Resultatet var påfaldende.
Størstedelen havde ikke målt symptomerne systematisk, men anvendt spontane bivirkningsrapporter, som er kendt for at fange en brøkdel af virkeligheden. I næsten halvdelen af studierne havde patienterne taget medicinen i under tre måneder – i flere tilfælde kun i nogle få uger. Ude i virkeligheden er den gennemsnitlige patient på medicinen i fem år, hvilket er en helt anden situation. Observationstiden i mange af studierne var desuden så kort, at eventuelle ophørssymptomer ikke nødvendigvis ville nå at opstå, før man konkluderede deres fravær.
Majoriteten var i øvrigt industrifinansierede effektstudier, som slet ikke havde til formål at kortlægge abstinenssymptomer.
Alt det samlede Henssler og co. alligevel i én statistik og konkluderede, at abstinenser er sjældne og milde, idet kun hver syvende forsøgsperson rapporterede dem. Det svarer nogenlunde til at undersøge brandskader ved at analysere folk, som har kigget på en tændt lighter i to minutter og derefter konkludere, at ild er ufarligt.
Formålet med en genanalyse er at sortere de metodisk upålidelige studier fra og køre analysen igen. Da vi gjorde det, sad vi tilbage med fem studier. Det gav et helt andet billede.
Over halvdelen – mellem 55 pct. og 69 pct. – oplevede symptomer ved udtrapning. Ikke 14 pct. I en dansk kontekst svarer forskellen mellem Henssler-analysen og vores studie til, at mellem 203.000 og 342.000 flere danskere end hidtil antaget vil opleve symptomer ved udtrapning.
Det er alvor, for den oprindelige analyse er blevet brugt til at berolige læger og patienter om det modsatte. For patienterne selv er konsekvenserne håndgribelige: Uden opmærksomhed på eventuelle abstinensreaktioner risikerer man at fejltolke abstinenser som tilbagefald – med potentielt overflødig langtidsmedicinering til følge.
Ikke længe efter Henssler-analysen udkom, opdaterede professor i psykiatri Lars Kessing fluks Lægehåndbogen på sundhed.dk – en vigtig ressource for vor praktiserende læger.
Her gengav han fuldstændig tallene fra analysen og tilskrev dem »en grundig metanalyse (sic) fra 2024«. Det problematiske er ikke bare gengivelsen af tallene, men at analysen præsenteres for vores læger som værende »grundig«.
Det afslører en urovækkende mangel på kritisk metodeforståelse hos en af landets mest indflydelsesrige psykiatere – og det sætter spørgsmålstegn ved, hvordan landets retningslinjer bliver til.
Et tilsvarende eksempel kom fra Jens Peter Gøtze i Ugeskrift for Læger, der under overskriften ’Medicinsk Nyhed: Seponeringssymptomer efter medicinsk antidepressiv behandling er sjældnere, end vi troede’ videreformidlede konklusionen, tilsyneladende uden først at læse selve analysen.
Også her udtalte en af landets toppsykiatere, professor Poul Videbech, sig uden at forholde sig til metoden. »Alt i alt«, sagde Videbech, »er seponeringssymptomer sjældnere, end vi troede, og meget sjældent alvorlige, hvilket passer med klinisk erfaring«.
Man kunne ellers ud fra den offentlige debat »få indtryk af, at de udgjorde et meget stort problem«, sagde han.
Hvis sundhedsfaglige autoriteter baserer deres viden på metaanalyser, de ikke selv er trænet i at gennemskue, så er vi på afveje. Men hvem faktatjekker professoren? Det blev så os i denne omgang.
Tilbage står spørgsmålet: Hvordan kunne et så virkelighedsfjernt studie få så stor gennemslagskraft?
Svaret er nok, at man ikke læste metodeafsnittet, men gik direkte til konklusionen og gengav den helt ukritisk. I stedet for at spørge: Hvordan blev det her målt?, siger man: Er det her en metaanalyse? Er den publiceret i et respekteret tidsskrift? Nå, så må det jo være grundigt.
Men en metaanalyse – som undersøgelser som Hensslers hedder – er kun så god som de kilder, den bygger på. Hvis de er upålidelige, bliver konklusionen tilsvarende misvisende for de mennesker, emnet vedrører. Derfor er det et samfundsproblem, og måske især i en velfærdsstat som Danmark, når selv førende autoriteter ikke formår at skelne mellem god og mindre god forskning, men blot ukritisk viderebringer konklusionerne.