Sådan virker smertestillende
Hvordan virker opioider?
De stærkt smertestillende lægemidler, vi oftest rådgiver om i MedicinRådgivningen, er opioider.
Opioider virker ved at binde sig til kroppens opioidreceptorer og dæmpe de smertesignaler, der sendes til hjernen. Når receptorerne aktiveres, opleves smerten som mindre.
Der findes både stærke og svage opioider. Forskellen er primært, hvor kraftig den smertestillende effekt kan blive – virkningsmekanismen er den samme.
Tramadol adskiller sig fra andre opioider
Tramadol virker ikke kun på opioidreceptorerne. Det hæmmer også genoptagelsen af signalstofferne serotonin og noradrenalin og påvirker derfor balancen mellem disse i hjernen.
Opioider påvirker hele kroppen
Opioidreceptorer findes mange steder i kroppen og ikke kun i hjernen. Derfor kan opioider give bivirkninger fra flere organsystemer, blandt andet påvirket vejrtrækning, døsighed, forstoppelse og kvalme.
Tolerans og afhængighed
Ved længere tids brug udvikler kroppen ofte tolerans. Det betyder, at den samme dosis gradvist får mindre effekt, og der kan opstå behov for højere doser for at opnå den samme smertelindring.
Fysisk afhængighed kan udvikles allerede efter få ugers behandling. Hvis medicinen stoppes brat eller dosis sættes for hurtigt ned, kan der opstå abstinenser.
Tidligere mente man, at svage opioider medførte en lavere risiko for afhængighed end stærke opioider. I dag ved man, at også svage opioider kan føre til både fysisk og psykisk afhængighed.
For de fleste bør opioider derfor anvendes i den kortest mulige periode og i den lavest mulige effektive dosis.