“Alle vidste, at jeg fik den medicin. Hvorfor var der ingen, der satte spørgsmålstegn ved den behandling, der tydeligvis ikke gjorde mig rask?
Her melder det systemiske sig: Det er uklart, hvem der har kompetence – eller pligt – til at blande sig i en specialists langvarige behandling. Man kunne ønske sig, at egen læge havde råbt vagt i gevær, men praksis er, at man nødigt underminerer en kollegas behandling. Og kommunen? Den kiggede isoleret på min arbejdsevne og overlod det sundhedsmæssige til psykiateren.
Resultatet: Ingen tog helhedsansvar for at samle puslespillet, hvor brikkerne tydeligt ikke passede sammen.